Marina

Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville, men jeg har altid været multipassioneret. Jeg elsker at fordybe mig og dygtiggøre mig i mange forskellige ting. Jeg har altid haft flere forskellige interesser - nogle måske ret modsvarende til hinanden.

 

Jeg har dyrket motorsport 14 år af mit liv, og havde aldrig rigtig tænkt på at undersøge karrieremuligheder i skønhedsbranchen, da jeg aldrig har følt mig "pige-piget", men jeg så en dag en annonce for kosmetiker studiet og blev nysgerrig - en af mine ret fremtrædende karaktertræk: nysgerrighed, som åbner mange døre for mig.

 

Lang historie kort; jeg startede inden længe på kosmetiker studiet. Det første halve år på studiet indebar nogle dage i praktik, og jeg kom tilfældigvis til en kosmetolog, som stort set kun lavede eyelash extensions! Jeg blev hurtigt nysgerrig (igen), og kort efter mødet med hende tog jeg mit første kursus i single eyelash extensions (2015). Jeg har lavet vipper lige siden.

 

Jeg har gennem årene dygtiggjort mig, taget kurser, deltaget i konkurrencer og vundet danmarksmesterskabet i volume eyelash extensions. Jeg arbejder med vipper og bryn hver dag, både med mine kunder i salonen, og med mine kollegaer i branchen, som jeg underviser.

 

Jeg bor sammen med min mand, Jonas, i vores dejlige, gamle hus, vi selv har istandsat ude på landet.
Jonas er også selvstændig, så vi har altid gang i et eller andet.
 Jeg er et multipassioneret menneske, som dykker ned i lidt af hvert, fordi jeg har lyst og fordi jeg kan. Jeg tror på, at det hjælper mig i alle aspekter af mit liv, at variere hvad jeg bruger min tid på og stimulere mine sanser og interesser. 

 

Jeg ved hvordan det er, ikke at føle sig "pige-piget" men stadig have behov for, og lyst til, at se godt ud - selv når man står ude på crossbanen i regnvejr med mudder over det hele (eller på en vandresti, et surfboard eller en bjergtop med ski under fødderne - indsæt selv hvad der giver mening for dig)

Jeg forstår behovet for at føle sig pæn, selvom omstændighederne ikke nødvendigvis indbyder til det.

Det behøver ikke være tidlige kolde morgener med makeuptasken på det lille offentlige toilet, et forsøg på at lægge mascara med et lille lommespejl i den øverste køje i bilen, eller makeup som skøjter rundt efter et par timer i sneen.

Jeg håber at kunne vise dig, hvordan skønhedsbranchen kan hjælpe dig med at løse nogle af de udfordringer, også selv om du måske ikke ser dig selv som værende typen der går til en skønhedssalon.

 

For mig at se, er det netop os - os som makker rundt med gamle huse, os der er i offpisten hele dagen, os som står ude i regnvejr til det weekendstævne der - det er da os der har mest brug for de nemme løsninger. Og ta' mit ord for det; den skønhedsbranche der, kan altså noget.

 

Hop rundt på siden her og snus lidt til det, eller tag fat i mig hvis du har brug for at høre nærmere, og undersøge om eyelash extensions måske kunne være noget for dig. Jeg er åben og ligefrem - så tag endelig fat i mig :-)

  Marina