Lash lift - den store guide

Lash lift, også kaldet vippe buk, er en af de mest populære behandlinger både i min salon og på landsplan, og det forstår man godt!


Læs med her for at få den helt store guide til den behandling som alle snakker om.



Hvad er et lash lift? Back to basics


Et lash lift er et semipermanent buk af de naturlige øjenvipper. Det bliver lavet med permanentprodukter specielt udviklet til brug på øjenvipperne. I de fleste tilfælde farver man vipperne samtidig med et vippe buk, på den måde får man mest muligt ud af bukket, da man bedre kan se vipperne, når de bliver farvet.


Et lash lift holder gennemsnitligt 6-8 uger, men det kommer lidt an på dine personlige vippers vækst. Det fungerer sådan at man gennemsnitligt har 100-150 vipper pr. øje, og man taber i gennemsnit 2-5 vipper pr. øje om dagen. Det betyder at de vipper man behandler på dagen af lash liftet, som regel fældes i løbet af de næste 8 uger efter behandlingen. Når et hår falder af vokser der helt naturligt et nyt hår ud, men det er naturligvis ikke bukket, og vokser derfor ud som dine naturlige vipper nu en gang er programmeret til.



Hvordan laves et lash lift: step by step


  • De naturlige vipper renses af med en vippe shampoo, for at sikre, at der ikke sidder makeuprester, skidt, snavs, fedt, olie fra huden eller lignende. Shampooen skylles af og øjenene tørres.

  • Efter afrensning får man "patches" under øjnene (de hvide på billederne her under), og man lukker øjnene i. Under hele behandlingen skal man holde øjnene lukkede. En lash lift behandling varer typisk 45 - 60 minutter.

  • Vippeteknikeren måler ud hvilken størrelse skabelon der skal bruges, og skabelonen limes ovenpå øjenlåget med en vandbaseret lim (limen tørres af til sidst med fugtige vatrondeller). Skabelonen er af silikone og er i dette tilfælde gennemsigtig, det er formen du kan se ovenpå øjenlåget på billederne.

  • Vipperne redes stramt op på skabelonen, så de sidder flot og lige. Man bruger den samme vandbaserede lim som til at fæstne skabelonen. Det er ikke noget, der gør ondt. Billede 1.

  • En permanentlotion lægges på vipperne, billede 2. Denne lotion åbner hårets lag op og ændrer hårets struktur, så det kan blive smukt buet i stedet for at være lige. Permanentlotion skal trække for at virke, der er derfor en ventetid mens produktet arbejder på mellem 5-15 minutter alt afhængigt af produktet og de naturlige øjenvippers tykkelse og stand.

  • Neutraliseringslotion lægges på umiddelbart efter, billede 3. Denne neutraliserer permanentlotion, lukker hårenes lag igen og "sætter" håret i dets nye struktur. Neutraliseringslotion skal også trække, dog ofte lidt kortere end permanentlotion. Trækketiden er afhængig af produktet og de naturlige øjenvippers tykkelse og stand.

  • Nu er selv vippebukket gennemført, men ofte farves vipperne i forbindelse med et lash lift. Det gør man når permanent- og neutraliseringslotions har gjort deres. Man farver ofte vipperne mens de stadig sidder på skabelonen, billede 4. Man kan godt farve de nederste vipper, når man laver lash lift, men det kræver øvelse og det kan være lidt svært at komme til, afhængigt af vipper og øjenform. Man kan blande et fugtgivende produkt i farven eller påføre det efterfølgende, der kaldes Lash Botox, det er en ekstra pleje.

  • Efter at have fjernet al restfarve, påfører man en keratinbehandling for at laminere vipperne, give dem glans, styrke og volumen.



Lash lift aftercare: sådan får du mest muligt ud af dit lash lift


Tip 1: undgå vand, damp og øjenmakeup i de første 24 timer efter behandlingen.


Tip 2: undgå at mase vipperne nedad, f.eks. ved at sove med hovedet ned i puden.

Tip 3: børst dagligt vipperne opad med en vippebørste, for at de holder deres facon pænest muligt.


Tip 4: brug en lash conditioner 1-2 gange om dagen

for at give vipperne fugt. Når vipperne er behandlet med kemi vil de blive en lille smule udtørret. For derefter at passe på dem, er det vigtigt at give dem fugt. Fuldstændig ligesom når du får farvet hår ved frisøren, så anbefaler hun også balsam og hårmaske. Lash liftet holder pænere og i længere tid når du bruger en lash conditioner, samtidig mindskes risikoen for krusede og krøllede vippehår. Køb lash conditioner her.



Hvem er et lash lift godt for?


Et lash lift er en rigtig god behandling for dig som ønsker at få mere ud af dine naturlige øjenvipper, da vippebukket får dine egne vipper til at syne af mere! Det ser naturligt ud, og du kan bruge øjenmakeup som du plejer, du slipper bare for at forsøge at bukke vipperne med en vippebukker, og du undgår de skader der følger med brug af vippebukker, som f.eks. slidte, knækkede vipper, og vipper der bliver rykket ud.


Er du ikke helt sikker på om du ønsker lash lift eller lash extensiosn? Intet problem! Du kan prøve et lash lift først, og vurdere om det var "for naturligt" eller om det var lige perfekt. Er du ikke mega vild med lash liftet? Bare rolig, det forsvinder af sig selv, og du kan sagtens få sat lash extensions på efterfølgende (det anbefales at vente 14 dage efter lash lift, inden man påsætter extensions, hvis vipperne er blevet behandlet med keratin).


Permanent vippebuk er også et rigtig godt alternativ, hvis du ikke kan tåle eyelash extensions, da der ikke er de samme ingredienser i produkterne.


Elsker du bare dine lash extensions, eller vil du gerne have lidt mere? Så er det ikke sikkert, at et lash lift er lige dig. Men bare rolig, der findes andre løsninger! Skyd mig en e-mail (minabeauty@outlook.dk) når du er klar til at få lavet dine perfekte vipper.



Lash lift FAQ!


  • Gør det ondt? - nej

  • Hvor længe holder det? - ca. 6-8 uger

  • Hvad koster det? - lash lift inkl. farve af vipper, lash botox og keratinbehandling 550 kr. her hos MINA Beauty.

  • Kan man få lavet lash lift når man er gravid? - det er helt op til dig selv. Det er kemi, men det rører på intet tidspunkt huden, produkterne påføres kun vipperne, som er dødt materiale, og det kan derfor ikke "komme ind i" kroppen, men du er herre over din egen krop, du bestemmer selv hvad du mener er bedst for dig og dit barn.

  • Bliver øjenvipperne ødelagt/ skader det mine øjenvipper? - nej, ikke hvis du får det lavet hos en certificeret behandler, som har styr på sit håndværk og som anvender kvalitetsprodukter. Er du uheldig og kommer i ukyndige hænder, kan dine vipper blive overbehandlede, hvilket medføre udtørrede, krusende hår som i værste tilfælde knækker. Er dine vipper blevet overbehandlet kan du få lavet et "relax" som vil rette vipperne ud igen. Under alle omstændigheder falder dine vipper af af sig selv grundet den naturlige vækstcyklus, og du vil efter 8-12 uger have nye vippehår som er helt normale. For at minimere risikoen for skade på dine øjenvipper, og for at pleje og fugte dem, anbefaler jeg altid brug af vippe conditioner 1-2 gange dagligt, når du får lavet lash lift.

  • Skal jeg pleje vipperne? - ja, brug en lash conditioner 1-2 gange dagligt for at vedligeholde et optimalt resultat, og for at få bedst mulig holdbarhed. Køb vippe conditioner her.

  • Jeg er allergisk overfor eyelash extensions, kan jeg få lavet lash lift? - som udgangspunkt, ja. Jeg har aldrig oplevet en allergisk reaktion overfor lash lift produkter, men er du multiallergiker kan vi lave en test, inden vi laver et vippe buk. Kontakt mig hvis du er i tvivl.

  • Hvor lang tid inden bryllup/konfirmation/fest skal jeg få lavet lash lift? - ugen op til, men mindst to dage inden.

  • Kan jeg få taget lash extensions af og få lavet lash lift lige efter/samme dag? - ja.

  • Kan jeg bruge vippeserum og få lavet lash lift? - ja! De to ting hænger rigtig godt sammen. Køb vippeserum her

  • Jeg har lash extensions på, kan jeg få lavet lash lift? - nej, lash extensions skal fjernes helt inden et lash lift.



Tusinde tak fordi du læste med, jeg håber du fik mod på at prøve et lash lift, eller om ikke andet fik et bedre indblik i, hvad det er for en størrelse!


Hvis du har nogle spørgsmål, er du mere end velkommen til at sende mig en e-mail, du fanger mig på:

minabeauty@outlook.dk


Jeg glæder mig til at høre fra dig, vi ses snart igen!

De bedste hilsner

Marina



Book tid: https://www.minabeauty.dk/booking-2

Følg med: https://www.instagram.com/minaaabeauty/


0 visninger
  • Grå Facebook ikon
  • Grå Instagram Icon

© 2019 by MINA Beauty.